Format: Litografi (etter tegning av Olav Rusti)
Utgivelsesår / Published: 1913 (Vore Høvdinger 35)
Utgiver / Publisher: F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondhjem
Wikipedia: Ivar Aasen (1813-1896)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim
Arkivreferanse / Archive reference: Ila skole, Va – F9418
Fra Salmonsens konversationsleksikon:
Aasen, Ivar, norsk Sprogforsker og Digter, f. 5. Aug. 1813 i Voldens Præstegæld (Søndmøre), d. 23. Septbr 1896 i Kria. Sine Forældre – fattige Lejlændingsfolk – mistede han begge, før han var voksen. Efter Faderens Død maatte han i 5 Aar saa godt som udelukkende beskæftige sig med Gaardsarbejde for at faa Føden, men ihærdig fortsatte han i al sin Fritid med at læse og forøge sine Kundskaber.
Efteraaret 1831 blev han Skolelærer i Sognet, fik nu Adgang til Lensmand S. Aarflot’s Bogsamling og kom to Aar senere i Huset hos en af Nabopræsterne, af hvem han fik ordentlig Undervisning i forskellige Fag, bl. a. ogsaa i Latin. Efter at have opholdt sig lidt over to Aar i dennes Hus fik han i Novbr 1835 en Post som Huslærer hos Kaptajn Daae paa Solnør, og her fortsatte han nu paa egen Haand sine Studier.
Paa denne Tid opkom hos ham den Tanke, at han til et Forsøg vilde selvstændig og paa egen Haand undersøge og behandle et Sprog, det nemlig, som han egentlig kunde kalde sit Modersmaal, og som han ikke fandt behandlet i nogen Grammatik. For at forberede sig yderligere til Udførelsen af denne Plan søgte han nu ogsaa at vinde Kendskab til det gammelnorske og det svenske Sprog og optegnede derhos alt, hvad der kunde tjene hans Formaal; ved Siden af sine Sprogstudier drev han i disse Aar ogsaa ivrig Studiet af Botanik.
1841 var han bleven færdig med en grammatisk Oversigt over den søndennorske Dialekt med Brudstykker af en Ordbog over samme og en Samling af søndennorske Ordsprog. Med disse Manuskripter og med nogle store Pakker, indeholdende et søndennorsk Herbarium, hvori Planterne fandtes med Slægter og Arter bestemte af ham efter Linné’s System, drog han en Sommerdag s. A. ned til Bergen, hvor han blev indført hos Biskop Neumann. Denne anbefalede nu sit Stifts lærde Skolelærer-Autodidakt til Rektor F. M. Bugge, som tilfældigvis opholdt sig i Bergen, og som i Egenskab af Præses i Trondhjems Videnskabsselskab af dettes Midler det flg. Aar skaftede Aa. et aarligt Stipendium af 600 Kr. til Rejser i Landet for Studiet af det norske Folkesprog.
I de derefter flg. Aar berejste han med Selskabets Understøttelse Landets Hoveddistrikter til 1847, da han bosatte sig i Kria for at gennemgaa og bearbejde sine Samlinger. 1848 udkom paa samme Selskabs Bekostning »Det norske Folkesprogs Grammatik« (ny og helt omarbejdet Udg. 1864 med Titlen »Norsk Grammatik«), og 1850 udgav han »Ordbog over det norske Folkesprog«, hvoraf han 1872-73 udgav en ligeledes helt omarbejdet og, hvad Sprogstoffet angaar, næsten fordoblet Udgave med Titlen »Norsk Ordbog med dansk Forklaring«.
1850 fik han en fast aarlig Understøttelse af Statskassen (fl. Gange forhøjet, senest 1881 til 3000 Kr. aarlig), til Fortsættelse af sin videnskabelige Virksomhed. Blandt de Arbejder, som er Frugten af denne hans fortsatte Forskning, maa nævnes: »Norske Ordsprog« (1856; 2. Udg. 1882), »Norske Plantenavne« (1860), »Norsk Navnebog ell. Samling af Mandsnavne og Kvindenavne« (1878).
Særkendet for Aa.’s videnskabelige Virksomhed er dens praktiske Formaal. Allerede i Fortalen til hans første sprogvidenskabelige Forsøg over hans Hjemstavns Dialekt skrev han i Maj 1841, at ved Siden af det fremmede Skriftsprog i Norge »burde Landets eget Sprog ogsaa drages for Lyset«; »dets Dialekter burde af kyndige Hænder blive skriftlig bearbejdede for at kunne kendes og sammenlignes, og af denne Sammenligning maatte dannes et nationalt Sprog med en systematisk Retskrivning, hvilket Forfatterne kunde holde sig til og lempe sig efter, hvorved baade Nationaliteten vilde vederfares Ret og en vigtig Hindring for Folkets Oplysning bortryddes«.
I Aa.’s Hovedværker bestemmes ogsaa Planen gennemgaaende af hans Bestræbelser for at danne en Fællesform for alle norske Dialekter og derved bidrage til det nationale Elements Genrejsning (se herom Landsmaal). Men Aa.’s Begavelse havde ogsaa en anden Side. Medens han levede som Skolelærer i sin Hjemstavn, blev han dennes Digter, og en Mængde Viser og Sange paa Søndmørsmaal, de fleste baarne af en vis Humor og let snærtende Satire, udgik fra Aarflot’s lille Bogtrykkeri paa Eksæt og har siden levet paa Almuens Tunge.
Da han var flyttet til Hovedstaden, søgte han undertiden Hvile fra sit videnskabelige Arbejde i Udformning af sine digteriske Stemninger i det Landsmaal, som han ikke blot har skabt, men som endnu ingen Forf. har skrevet saa naturligt, smukt og indsmigrende som Mesteren selv. Som han havde udviklet sig fra den halvlærde Autodidakt til den grundige Videnskabsmand, hævede han sig nu ogsaa fra at være Bygdefolkets Visedigter til at blive en folkelig Sanger, i hvis »Stev« den ægte Følelse viser sig iklædt en vel ikke farverig, men altid gratiøs Sprogdragt, hvor Billedernes Klarhed og Prægnans udhæves gennem Udtrykkets nationale Tone og Rytmernes musikalske Vellyd. Som Forf. af det lille, utallige Gange opførte Syngestykke »Ervinger« (1855, 4. Udg. 1887, og hvori bl. a. Nationalsangen »Det vil altid klaga og kyta«) samt af den lille Digtsamling »Symra« – det norske Navn for Anemone – (1863, 3. Udg. 1875), har han i sine Landsmænds Hjerter vundet en Plads, der sikrer ham mod Glemsel.
(Litt.: A. Garborg, A. Hovden, H. Koht: »I. Aa., Granskaren, Maalreisaren, Diktaren« [Kria 1913]).
Hj. F.
