Den træfigur, der står på gårdspladsen ved Tørning Mølle, er skåret af skovløber Ole Petersen og den forestiller selveste herredsfoged Peter Christian Holm. Den rigtige Herredsfoged Holm var bestemt ingen træmand, tværtimod var han en grum person, som kun meget få havde noget godt at sige om. Holm var Herredsfoged over hele Gram Herred, og havde tillige forpagtningen af den nærliggende Tørning Ladegård fra 1743. Såvel hans far som hans farfar havde været herredsfogeder før ham.
Han misbrugte sin stilling som øvrighedens lokale repræsentant, ved hårdt at udnytte de 110 bønder der havde fæste under Tørning Ladegård. De havde købt sig fri for avlingshoveri, men havde hånds- og spandepligt, som dog slet ikke indebar pligten til at udføre de mange opgaver som Holm forlangte. Han krævede uhyrlige tjenester af dem, og var kendt for nedladende opførsel overfor alle på lavere niveau. Bønderne anlagde mange sager imod Holm, for at opnå en retfærdig behandling, men de tabte altid, nok mest fordi Holm også evnede at opføre sig meget underdanigt overfor øvrigheden. Han førte altid de gamle frikøbte bønder, samt stedets 8 sandemænd som vidner, og disse havde, nok ved bestikkelse, kun godt at sige om herredsfogeden. En enkelt sag, som var anført af Bonde Nielsen fra Tørninglund, varede helt fra 1747 til 1751, og den blev afgjort ved overretten på Gottorp Slot. Efter afhøring af hele 300 vidner blev sagen opgivet uden dom, og Holm fortsatte sin grove adfærd overfor bønderne som i øvrigt kendte ham for tit at råbe ”Tag bedre fat”. I 1749 fik Herredsfoged Holm fornyet sin forpagtningsaftale for en periode på 6 år, i en tid hvor det gik dårligt for landbruget. Holms besætning blev ramt af kvægsyge, og stuehuset på Tørning Ladegård brændte ned og gjorde Herredsfogeden hjemløs for en tid, så han flyttede ind i det røde hus ved Tørning Mølle. Derfor kaldes det i dag: ”Herredsfoged Holm Hus”
Herredsfoged Holm genoptog krodriften, og lagde sig på den måde ud med mølleforpagter Johan Beeck, hvis kunder han tjente på at beværte, da alle møller på den tid havde udskænkning for bønderne, der kom til mølle. Dengang havde ca. 200 bønder i området pligt til at få malet deres korn på Tørning Mølle.
Møller Beeck anlagde derfor straks en retssag mod herredsfogeden, for at stoppe hans krodrift. Men som ved tidligere sager vandt Holm retssagen, og denne gang retten til krodrift. Det var dog sådan, at voldstedet med ruinen af Tørninghus, der var brændt i 1597, hørte under møller Beecks forpagtning. Han anlagde derfor en ny retssag, hvor han ville have rettens ord for at Holm ikke måtte gå over det område, når han flere gange daglig skulle færdes mellem sin kro og ladegården. Holm skulle derimod følge den anlagte vej, som var en hel del længere. Igen fik Herredsfogeden hjælp fra sandemænd og frikøbte bønder, som erklærede at der var en hævdvunden ret til at færdes over voldstedet. Selv den dom var ikke nok for Holm, for den fik ham til at anlægge endnu en retssag, hvor møller Johan Beeck blev dømt til at anlægge en kortere vej, ved at gennemgrave volden vest om ruinen af det nedbrændte Tørninghus. Og sådan gik det faktisk til, at vejen i 1753 kom til at ligge der hvor den er i dag.
Holm klarede imidlertid kun delvis frisag for sin uanstændige opførsel, for da han i 1756 skulle have sin kontrakt fornyet fik han det ikke, og han kom også til at opleve at hans søn, som var blevet uddannet til at afløse ham som herredsfoged, ikke blev valgt til dette høje embede. Man havde simpelt hen også på det højere plan fået nok af familien Holm.
Herredsfogeden døde i 1779, og historien fortæller at der måtte 3 præster til at få låget skruet fast på kisten, inden han blev begravet på Hammelev kirkegård. Ligeledes fortælles det at han var i pagt med den onde selv, og han blev manet ned i møllesøen med en pæl, og det siges at hvis man rokker ved pælen så lyder det fra dybet: ”Tag bedre fat” … ”Tag bedre fat”.
